Biografi
I september 2011 udkom Laust Sonnes første soloalbum – navngivet efter ham selv og med singlerne ”Spell On” You og ”Lost My Heart”. Laust Sonne er ikke nogen ukendt herre på den danske musikscene, men det er først med dette album, at han har udgivet noget i eget navn. Trangen til det har været undervejs længe, og nu føltes tiden også rigtig. Albummet var godt nok oprindeligt ment som en tredje Dear-udgivelse, og stilen skulle være ”Disco-Punk”, dvs. dansabel, men stadig med masser af guitarer. Men musikken blev hurtigt mere og mere elektronisk og bevægede sig så langt væk fra udgangspunktet og de tidligere Dear-plader, at det til sidst ville have været misvisende at kalde det for en Dear-produktion, og dermed blev soloalbummet en realitet.
Laust Sonne er nok mest kendt som trommeslager i rockbandet D-A-D, hvor han har spillet siden 2000 – blandt andet er det hidtil blevet til omkring 783 jobs og fire albums. Men spoles tiden tilbage til 1995, var det en anden Laust Sonne, der boardede flyet til London med 80 kilos bagage-overvægt for at prøve kræfter med musikken i udlandet. Sammen med Kira Skov og bandet Butterfly Species spillede han sig igennem London i et par år, og rykkede derefter til Los Angeles for at prøve lykken. Lykken fandt de, men efter to år, en masse jobs, en flugt fra en omgang tæsk af en lokal mexi-bande, og en tom pengepung besluttede Laust Sonne sig for at komme tilbage til Danmark.
Med det samme han landede i Danmark befandt han sig i arbejde med tidens største danske rock-navne. Han indspillede alle trommerne på Tim Christensens første solo-plade ”Secrets on Parade”, og samtidig tog D-A-D fat i det åbentlyse trommetalent for at gøre ham til det nye fjerde medlem efter Peter Lundholms exit. I ”kontrakten” med D-A-D fik Laust Sonne indskrevet, at han måtte have andre musikalske projekter også. Der var nemlig flere genrer, der skulle prøves af, så sideløbende med de mange år i D-A-D, har Laust Sonne udgivet flere albums i konstellationerne Dear og Bugpowder.
Med albummet ”Laust Sonne” blev det tid til igen at lave noget ’som sig selv’.






