Freja Loeb

Alle dage i Freja Loebs 23-årige liv har peget frem mod 28. november. Dagen, hvor hun endelig får fuldt afløb for den musik, som har hobet sig op i hende, siden hun var barn. For hendes trang til at skabe går langt ud over det normale, og hver gang den bliver spærret inde, gør hun oprør. Så foruden at være stilstudier i selvbevidst pop emmer hendes sange af forløst energi. Det har vi allerede hørt i den tidligere P3’s Uundgåelige Never Stop Coming Back, og nu kan vi høre det gennem hele debutalbummet Odyssey.

”Nogle gange ønsker jeg næsten, at det ikke betyder så meget for mig at lave musik. For det gør mig helt dårlig, hvis jeg ikke kan komme ud med det”, siger hun.

De første år i Freja Loebs musikalske liv var på Rudolf Steiner-skolen i Gentofte, hvor hun blev sat til at spille cello og violin, selv om hun hellere ville spille guitar. Senere gik hun på den konservatorieforberedende skole, MGK, i København, men måtte bryde op, fordi båndene begyndte at snære.

”Jeg er glad for, at skolerne har givet mig en forståelse for, hvordan musik fungerer. Men har det svært med at være steder, hvor der er en masse regler og normer for, hvordan musik skal lyde. Jeg har skrevet sange, siden jeg var ti, og jeg har altid haft min egen tilgang til det”, siger hun.

Som 10-årig var det små, enkle sange på guitar omhandlende Moder Jord og om at passe på naturen. I dag er der en anderledes slagkraft over Freja Loebs sangskrivning. For godt nok kommer melodistumper flydende til hende helt ubevidst – og gerne, når hun er på vej ud af døren – men når hun først sætter sig til at komponere, bygger hun numrene møjsommeligt op, så de har størst muligt effekt.

”Sangskrivningen er mit helt private sted, hvor jeg kan være i fred. Det er der, jeg finder helle og genopbygger mig selv. Hvis jeg kan give det videre, synes jeg, det er smukt”, siger hun.

Valget af samarbejdspartner på produktionssiden af musikken endte med producer Lasse Lyngbo (White Pony, Diefenbach, Vinnie Who).

”Det har været en lang og krævende proces, for jeg er ret perfektionistisk og kan blive ved med at nørde, til det lyder fuldstændig, som jeg vil have det. Så arbejds-processen med albummet har været temmeligt ufordrende”, fortæller Freja Loeb.

De har også sigtet højt og været dristige: Blondie, David Bowie og The Cure er blandt forbillederne. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne ramte rockmusikken nemlig en tone, som Freja Loeb bliver ved med at søge tilbage til uanset, hvad radioerne og hendes jævnaldrende render og dyrker lige nu.

”Det er mere skramlet produceret. Helt flade trommer og en vokal, som ikke ligger så højt. Der er noget uperfekt over den periode, som er smukt og charmerende. Det giver en umiddelbar energi”, siger hun og konstaterer: ”Det er mere menneskeligt”.

Der er den drømmende, melankolske Rainbows, som cirkler om at komme videre til et nyt sted. Der er den dystre Running With Scissors og modsætningen i det umiddelbare dansenummer My Time, som Freja Loeb skrev på det kick hun fik af at rejse langt væk i en måned. Og ikke mindst er der den smukke sang og single Soft Blues, hvor man skimter alle de gange, Freja Loeb har siddet foran sin fars pladespiller med store øjne og ører og hørt Fleetwood Mac.

Endelig finder man den søgende menneskelighed i titlen Odyssey. Det favner den rejse, Freja Loeb har kastet sig ud på for at nå den efterstræbte debut. En rejse, hvor hun har lært sig selv at kende, hvor hun måske endda er blevet lidt voksen, og hvor hun kun har forøget sin tro på, at hun har fat i den lange ende – simpelthen fordi hun vil musikken på musikkens præmisser.

”Musik for mig er ikke et valg. Det er en nødvendighed.”